I 55 år var den røde S-61'er bindeleddet mellem byer, bygder, fangstpladser og baser langs Grønlands kyst. Det her er historien om hver enkelt maskine, om de mennesker der fløj med den – og om dem der ikke kom hjem.
Grønlandsfly blev stiftet i 1960 og startede med vandfly. Fem år senere kom helikopteren, der skulle forme indenrigstrafikken i et land uden veje mellem byerne.
Grønlandsfly A/S blev stiftet den 7. november 1960 af SAS og Kryolitselskabet Øresund. De første år fløj selskabet med PBY Catalina-vandfly, DHC-3 Otter og chartrede Sikorsky S-55-helikoptere fra Canada.
I 1965 kom de første tre Sikorsky S-61N: OY-HAE, OY-HAF og OY-HAG. S-61 var den første helikoptertype, selskabet selv anskaffede, og den skulle direkte afløse Catalinaen, som havde fløjet passagererne siden starten. Ud over rutefart blev den brugt til olieefterforskning, ambulanceflyvning, tunge løft med slynglast og charter, også til Europa.
I 1970'erne satsede Grønlandsfly først og fremmest på at udbygge helikopterflåden, og der kom fem S-61'ere mere til. Da flåden var størst, havde selskabet otte S-61'ere i drift på samme tid.
Den 29. september 1979 fik Grønlandsfly sin første DHC-7 Dash 7. Den kunne lande på de korte baner, der blev bygget langs vestkysten, og den overtog efterhånden hovedruterne. Men S-61'eren forsvandt ikke. Den fortsatte i årtier på ruterne, hvor der ingen landingsbane var. Den fløj mellem Nuuk og Paamiut, indtil Paamiut fik lufthavn i 2007, og i 2010 betjente den stadig bygderne i Sydgrønland hele året og Diskobugten om vinteren.
Omkring årtusindskiftet blev flere S-61'ere udfaset til fordel for Bell 212 og AS350. Ved udgangen af 2012 tog Air Greenland seks af de sidste otte ud af kommerciel drift. De to sidste blev beholdt som redningshelikoptere (SAR) med base i Kangerlussuaq, indtil to Airbus H225 overtog i 2020.
Grønlandsfly A/S stiftes 7. november. Catalina, Otter og lejede S-55'ere.
De første S-61N leveres: OY-HAE "Uppik", OY-HAF "Nattoralik" og OY-HAG "Kussak".
OY-HAE forulykker ved Nuuk under en prøveflyvning. Alle 8 om bord overlever.
OY-HAH "Tulugaq" (1968), OY-HAI "Akigssek" (1969), OY-HAN "Kiinaaleeraq" (1971) og OY-HAO "Qingalik" (1972) kommer til.
OY-HAI nødlander på Kangerlussuaq-fjorden, efter at begge motorer er sat ud af is i luftindtagene.
OY-HAI "Akigssek" styrter i havet syd for Nuuk på vej til Paamiut. Alle 15 om bord omkommer.
OY-HBE "Kissaviarsuk" (Mk II), OY-HBJ "Qarsaaq" og OY-HBK "Isunngaq" leveres.
Den første Dash 7 leveres 29. september, og fastvingefly overtager efterhånden hovedruterne.
OY-HBE, OY-HAO, OY-HBJ og OY-HBK sælges. Tre af dem ender i USA hos Trump Airlines' helikopterrute til Atlantic City (N221RA–N223RA).
OY-HAN forulykker ved Sisimiut under slyngflyvning med beton. Luftfartøjschefen omkommer.
Lejede og købte maskiner supplerer flåden: OY-HDZ, OY-HDS, OY-HDO og OY-HGG.
Paamiut får lufthavn, og helikopterruten fra Nuuk lukker. 18. april havarerer OY-HGZ ved Kangia (Isfjorden). Alle 27 om bord kommer uskadte fra det.
Seks af otte S-61'ere tages ud af kommerciel drift ved årets udgang. Fra december flyver S-61 SAR for den danske stat.
Juni: Fjeldskred og tsunami rammer Nuugaatsiaq. Det bliver den største operation i selskabets 50 år med S-61.
To brugte Airbus H225 (OY-HUW, OY-HUZ) afløser de sidste S-61'ere. Epoken slutter efter 55 år.
OY-HAF, OY-HAG og den genkøbte OY-HAH ender hos VIH i British Columbia, Canada.
S-61N er den civile, amfibiske udgave af den militære SH-3 Sea King. "N"-modellen beholdt Sea Kingens bådskrog og sideflydere, så den kunne nødlande på vand. Det var en vigtig egenskab over grønlandske fjorde.
Generelle typedata (Wikipedia). De enkelte maskiners indretning og vægte varierede. Data om kulde og udholdenhed er fra Air Greenlands SAR-drift (Vertical Magazine, 2018): med ekstratank op til 5 t 10 min., og 200-liters tønder kunne give ca. 20 minutter ekstra.
Alle S-61N, der har været registreret i Danmark til Grønlandsfly / Air Greenland, med serienummer, byggeår, navn og senere skæbne. Navnene er overvejende grønlandske fuglenavne.
| Reg. | Navn | c/n | Bygget | I Grønland | 1965 ─────────────── 2020 |
|---|
Registerdata er samlet fra entusiast-registre (oy-reg.dk, danishaircraft.dk, helis.com, airhistory.net, airport-data.com), og de er ikke altid enige. Navnestavningen skifter mellem gammel og ny retskrivning (fx Kugsak/Kussak, Nagtoralik/Nattoralik). Perioderne er registreringsperioder og ikke nødvendigvis præcise flyvedatoer. Kender du rettelser, er de meget velkomne.
Om billederne: Ophavsretten til fotografierne tilhører de angivne fotografer. For OY-HGG kendes intet foto, så her vises en akvarelillustration. Har du et foto af OY-HGG, hører vi meget gerne fra dig.
Over 55 år og hundredtusinder af flyvninger i et af verdens hårdeste flymiljøer har S-61'eren også været involveret i ulykker. To af dem kostede menneskeliv.
Dagen. OY-HAI skulle have fløjet ruten fra Nuuk (Godthåb) til Paamiut (Frederikshåb) om morgenen kl. 8.30. Ifølge beretninger fra dengang holdt en snestorm den på jorden, og den lettede først omkring kl. 12.15, da vejret var klaret op. Om bord var 12 passagerer og 3 besætningsmedlemmer.
Tavsheden. Flyvningen foregik i klart vejr. Efter cirka ti minutters flyvning sydpå, ikke langt fra Buksefjordens munding ved Narsaq Sund / Lille Narssaq, kom helikopterens anden planlagte radiomelding ikke. Der blev straks slået storalarm. En helikopter i Paamiut blev sendt mod området mellem Færingehavn og Fiskenæsset, og Grønlandsflys daværende chefpilot, Jan Hagemann Sørensen, fløj fra Nuuk og var den første, der nåede frem. Der fandt han vragrester, en oliepøl og et sæde, der flød på vandet med en person stadig fastspændt. Der var intet liv at redde. Et fiskerfartøj fandt maskinen med sit ekkolod.
Bjærgningen. Vraget lå på omkring 200 meters dybde. I en stor bjærgningsaktion fik man blandt andet hjælp fra et amerikansk bjærgningsfirma. Ifølge en dansk opgørelse blev kun fire af de omkomne fundet.
Årsagen. Aviation Safety Network peger på en pludselig teknisk fejl ved hovedrotoren under flyvningen. Den præcise årsag er dog aldrig blevet fastslået med sikkerhed. Den samme helikopter havde to år tidligere nødlandet på Kangerlussuaq-fjorden.
Et samfund i sorg. Ulykken ramte hele Grønland hårdt, for blandt de omkomne var flere kendte borgere og lokalpolitikere. En af dem var landsrådsmedlem Jørgen Poulsen. Han havde fået pladsen af sin ven og kollega Jonathan Motzfeldt, den senere landsstyreformand, som i sidste øjeblik blev i Nuuk i stedet for at rejse hjem til familien i Sydgrønland. Det reddede hans liv, men ifølge Sermitsiaq bebrejdede han sig selv.
Mere end 50 år efter står ulykken stadig klart i manges erindring. Omkring årsdagen i 2026 sejlede 16 nære pårørende ud til stedet, og der blev holdt mindegudstjeneste i Hans Egedes Kirke. Dokumentarfilmen Truth Withheld (producer Klaus Georg Hansen) har netop fået støtte fra Grønlands Filminstitut. Den skal belyse sider af ulykken, der ikke er fortalt før.

Under en prøveflyvning efter vedligehold blokerede en fejl i en lynkobling ("quick disconnect fitting") det primære hydrauliske styresystem. Det sekundære system kunne ikke kompensere. Besætningen mistede kontrollen under en tvangslanding, men alle otte om bord overlevede. Det var Grønlandsflys første tab af en S-61, kun to år efter leveringen.

Is i luftindtagene fik begge motorer til at gå ud (flameout), og helikopteren nødlandede på fjorden. Maskinen kom tilbage i drift og var den, der forulykkede i 1973.
Se mindeafsnittet ovenfor. Det er den værste ulykke med en S-61 i Grønland og en af de alvorligste i grønlandsk luftfarts historie. Arktisk Institut har en politirapport om eftersøgningen og bjærgningen af OY-HAI.

Den lokale skiklub havde chartret helikopteren til at flyve flydende beton op til fundamentet for en skilift ca. 4 km øst for Sisimiut (Holsteinsborg). Spanden vejede omkring 2 tons, og besætningen havde fløjet over 22 ture den dag. På sidste tur stod der tilskuere i afleveringsområdet. Ca. 20 meter fra afleveringspunktet stoppede motor nr. 2 automatisk på grund af fejl i dens frihjulskobling (IFWU). Lasten blev ikke kastet, og helikopteren ramte terrænet flere gange og endte mod en klippe.
Luftfartøjschefen omkom. Andenpiloten blev hårdt kvæstet og mistede sin venstre hånd, mens slyngoperatøren slap uskadt. Ingen af piloterne bar hjelm. Havarikommissionen pegede på, at lasten ikke blev udløst straks efter motorstoppet. Medvirkende årsager var nye, stivere fjedre fra Sikorsky, som øgede sliddet i frihjulskoblingen, terræn uden mulighed for at komme ud af situationen med lasten på, utilstrækkelig afspærring, ingen radiokontakt med jordpersonalet og sandsynligvis træthed.
Datoen er uklar i kilderne. ASN, oy-reg.dk og et vidne fra Flyvevåbnets redningsbesætning angiver 11. september 1987, mens Flight Safety Foundations gennemgang af havarirapporten (1991) angiver 1. september 1987.

Under indflyvning til en landingsplads i 500 fods højde ca. 25 sømil øst for Ilulissat stoppede motor nr. 2 uden kommando, ca. 11 meter over jorden og fem sekunder før landing. Helikopteren slog hårdt ned og fik store skader på skrog, flydere og understel, men alle 27 kom uskadte ud. Havarikommissionen fandt, at motoren havde mistet drevet til hjælpegearkassen og dermed brændstofpumpen. Det skyldtes sandsynligvis forkert shimsning og slid i et konisk tandhjul. Maskinen blev bjærget og solgt til Canada som C-FUBW.
To til tre minutter efter rotorstart så jordpersonalet gnister fra transmissionsområdet. Mellemgearkassens inputleje var brudt sammen, overophedet og havde knækket et ca. 10 × 4 cm stykke af huset. Havarikommissionen kunne ikke fastslå den bagvedliggende årsag. Air Greenland fjernede herefter vedligeholdelse af den pågældende gearkassedel fra sin egen kapabilitetsliste.

I juni 2012 skrev Air Greenland til Forsvarsministeriet, at S-61 var besluttet udfaset ved udgangen af 2012. Det eneste alternativ var en midlertidig redningsberedskabsløsning med én dedikeret S-61. Det blev løsningen: fra december 2012 fløj selskabet SAR for den danske stat med to S-61N stationeret i Kangerlussuaq.
Beredskabet skulle være i luften inden for én time, dag og nat, og i gennemsnit tog det 30–45 minutter. Besætningen bestod af piloter, hejseoperatør og hejseassistent. For at nå østkysten måtte S-61'eren mellemlande og tanke i Narsarsuaq.
Den største opgave kom i juni 2017. Et fjeldskred i Karrat-fjorden sendte en tsunami ind over bygden Nuugaatsiaq med 84 indbyggere. Fire mennesker omkom. S-61'eren fra Kangerlussuaq søgte efter overlevende og evakuerede først beboerne og ugen efter de overlevende slædehunde.
Air Greenland bestilte allerede to EC225 i 2011, men ordren blev annulleret i 2014 og genoptaget i 2019. I 2020 afløste to brugte H225 (OY-HUW og OY-HUZ) de sidste S-61'ere. Den nye type har større rækkevidde over indlandsisen og kan klare overisning, og efter 55 år var S-61-epoken i Grønland slut.
En planlagt erstatning nåede aldrig i drift: den tidligere irske og britiske redningshelikopter G-BPWB blev malet i Air Greenland-farver som OY-HUF i 2015, men projektet blev opgivet i 2017, og maskinen blev skrottet.